My Hair-Love er opstået i drømmen om at skabe et sted, hvor karriere forenes med kærlighed, passion og frirum.
Mennesker er i mit perspektiv unikke individer, og jeg vil elske at bidrage med en anderledes og nytænkende frisøroplevelse, hvor der er mulighed for at komme et skridt tættere på sig selv.
Jeg har længe søgt en måde at arbejde på; hvor jeg har mine egne værdier og integritet med i udførelsen og nærværet, og ligeledes kan give plads og rum til alle der sætter sig i min stol. For mig er det vigtigt er der er plads til alt – fra smil, grin, gode snakke til stilhed og lukkede øjne.
Hos My Hair-Love ønsker jeg at skabe ro og hjerterum samtidig med en professionel frisørbehandling med ærlig vejledning, dialog og håndværk på højt niveau. My Hair-Love vil tilbyde produkter og accessories som jeg selv elsker og benytter mig af. Produkterne er udvalgt med omtanke for miljø/sundhed og er i tråd med hvad jeg står for. (se “My loved one’s”)
My Hair Love vælger at sætte særskilt fokus på sanserne, da måden vi kommer i kontakt med os selv og skaber gode oplevelser på, er når alle sanser bliver berørt. Det kan være alt fra en god kop kaffe til en afslappende hårkur med hovedbundsmassage og øjenpude.
Om Maja
En sommerdag i 2007 blev jeg spurgt ”hvorfor er du egentlig ikke frisør?” Du elsker jo hår og du sætter altid selv dit hår så flot… Livet er ikke tilfældigt, og lige netop det spørgsmål fik mig i gang med frisørfaget. Ugen efter havde jeg en læreplads, og 2 år senere, midt i min læretid, åbnede jeg min første salon “Goocha Organic” på Christianshavn.
De 10 år med “Team Goocha” var nok den vigtigste tid i mit liv. Jeg blev udlært, ansatte det bedste team af medarbejdere man kan drømme om – hvem jeg altid vil være dybt taknemmelige – butikken voksede og blev en vellidt del af Christianshavn, jeg skabte fantastiske kunde relationer og vigtigst af alt, lærte jeg virkelig meget om mig selv, mine kvaliteter og udfordringer. Så hvorfor lukkede jeg…. Alt ting hører sin tid til. Goocha blev 10 år, og for mig var det tid til at prøve noget nyt. Jeg valgte at leje mig ind som selvstændig og ved siden af, starte “psykoterapeut” studiet, en interesse jeg længe har haft.
Noget af det jeg elsker allermest ved mit fag, er kreativiteten, måden man kan skabe store forandringer på kort tid, og sende folk ud af døren med større glæde og velvære.
Det naturlige og organiske udtryk er mit varemærke, og jeg nyder at nørde med reflekserne eller en smuk naturlig Balayage. Jeg sætter altid masser af tid af til alle behandlinger. Det er i min optik svaret på det gode resultat… masser af tid og en god portion perfektionisme.
På baggrund af min erfaring de sidste 16 år og min interesse for mennesker, fik jeg idéen til “My Hair-Love”. Visionen og missionen for “M.H-L” er at skabe et sted med ro, plads og tid til det gode resultat, en afslappende behandling og en god kunde relation med plads til både grin, dybe snakke og stilhed.